En sparringspartner igennem en svær tid

Jeg sidder overfor Dorthe, på hendes terrasse. Hun har velvilligt indvilliget i mit besøg, hvor hun vil fortælle om tiden vi tilbragte sammen i årene 2006 – 2014. 

Dorthe, som mor til to anbragte piger, og jeg, som §54-støtteperson.

Jeg har spurgt hende om hun vil være med til et interview for at belyse betydningen af, at have en støtteperson når livet gør ondt.

 

Forhistorien er, at Dorthe blev gift som 18-årig med pigernes far, som var 17 år ældre. De boede i Ribe og flyttede senere til Nordsjælland. De blev skilt og pigerne kom i netværkspleje hos Dorthes forældre, også i Nordsjælland.

 

AK.: - Hvad var grunden til at pigerne måtte anbringes udenfor hjemmet?

D.:    - Jeg var indlagt på psykiatrisk afdeling i Ribe, og deres far var ude af stand til at tage vare på pigerne.

 

AK.: - Hvornår begyndte de at snakke om anbringelse?

D.:    - Det var personalet imens jeg var indlagt, og mine forældre har fra starten af snakket med pigerne om det.

 

AK.: - Hvem besluttede til sidst, at de skulle anbringes?

D.:    - Jeg besluttede det sammen med Ribe kommune.

 

AK.: - Fik I tilbudt en støtteperson?

D.:    - Nej, jeg fik det ikke tilbudt. Jeg var meget alene med problemerne. Jeg googlede efter hjælp, og fandt frem til dig via PS-foreningens hjemmeside.

 

AK.: - Da jeg kom ind i billedet, var du udskrevet fra psyk. og gik hos en psykiater, pigerne var anbragte, du var blevet skilt og boede på et lille værelse med adgang til fælles køkken og bad. Der var rigtig mange løse ender, frustrationer og misforståelser, så det første vi gjorde da vi mødtes, var at forsøge at finde hoved og hale på de forskellige områder, og få ro på, hvor det var muligt.

 

AK.: - Kan du fortælle om hvilken hjælp du havde brug for?

 

D.: - Jeg havde brug for at mine samvær med børnene ikke var så udmattende,

-Jeg havde brug for at få tilpasset min medicin hos psykiateren, mod angst bl.a.

-jeg havde brug for at tabe mig, da min fysik var i dårlig stand, jeg har sukkersyge og der var mistanke om epilepsi, da jeg jævnligt faldt om.

-Jeg havde det svært med kommunen og syntes at de snakkede over hovedet på mig,

-jeg havde det svært med mine forældre

-Jeg følte mig bare som en dårlig mor.

 

AK.: - Ja, du kunne ikke bare komme og gå hos dine forældre længere, som du plejede. Dine forældre var blevet ”forældre” til deres børnebørn.

Vi snakkede meget om rollefordelingen, om sorgen du følte ved ikke at have dine forældre til DIG mere, om hvordan det var at besøge dem og se dine børns reaktioner. At være både datter og mor, men ikke kunne fungere som sådan i dine forældres hjem. Og at dine besøg pludselig skulle planlægges.

 

D.: - Du støttede mig på et tidspunkt, hvor jeg var tæt på at tage pigerne hjem igen. Du hjalp mig med at indse, at den bedste beslutning var at lade dem blive i pleje, og det hjalp mig til at føle, at jeg var en god mor.

 

AK.: - Med tiden faldt der ro over dette felt også. Dine forældre fik god hjælp fra deres pædagogiske konsulent, for de havde det også svært med denne ændring, og vi var alle sammen gode til at snakke om denne problematik og lægge passende planer til møderne.

 

AK.: - Dine samvær med pigerne var uholdbare i starten.

 

D.:    - Jeg havde begge piger samtidig, i nogle timer ad gangen, og var fuldstændig udmattet efter samvær. Vi snakkede sammen, om deres roller og adfærd, der prægede dem efter min sygdom, og om min rolle og hvor svært det var at styre dem, og det blev derfor ændret til, at jeg kun havde dem én ad gangen i et stykke tid. Det var rigtig godt, både for pigerne og mig, og blev til hyggelige og rare samvær. Endda til tider med overnatninger.

 

Ak.: - Og så var det arbejdsformidlingen

 

D.: - Uddannelses- og arbejdsmæssigt gik det ikke godt. Jeg kom i utallige arbejdsprøvninger, og hver gang – efter to-tre dage -, måtte jeg ringe til dig, uanset tidspunkt på døgnet, og vi kørte på psykiatrisk skadestue i Hillerød, hvor jeg blev indlagt i korte perioder. Til sidst, efter mange møder og udtalelser fra læge og psykiater, lykkedes det endelig, at få invalidepension, som jeg er meget glad for.

 

 

Mit lille værelse var ikke egnet til at jeg kunne have pigerne til overnatning, så jeg flyttede til en større lejlighed, hvor jeg stadig bor og er glad for.

Efter at jeg fik pension og efter at mine samvær blev mere stabile, kunne jeg overskue at arbejde i en Fakta som lå tæt ved hvor jeg bor i nogle timer om ugen.

Af og til har jeg deltaget, og deltager stadig, i dagtilbud for psykisk sårbare. Der sidder jeg og strikker m.m. og har nogle sociale kontakter.

 

D.: - Set i bakspejlet, var det ikke gået så godt, hvis pigerne var kommet hjem, for jeg kan godt se nu, at selvom det var hårdt, ikke at kunne deltage som forælder på fuld tid, har de nydt godt af at vokse op med stabilitet og forudsigelighed, som er grundlaget for at de har kunnet udvikle sig til de dejlige kvinder de er i dag. De har begge fået uddannelser, og er flyttet hjemmefra. den ældste i hus med mand og to børn.

 

AK.: - Jeg ved at du har et godt forhold til pigerne, og din mor, i dag.

 

D.:   - Ja, jeg nyder livet som mormor og glædes over at kunne strikke tøj til dem og være med til fødselsdage og jul og en tur i tivoli eller zoo. Men pga. mine anfald, kan jeg ikke passe dem alene. Det er jeg selvfølgelig ked af, men jeg tager alle de gode timer jeg kan, sammen med dem.

 

 

AK.: – Hvad var det bedste ved at have en støtteperson?

 

D.: -Du var der altid når jeg havde brug for det. Jeg kunne ringe på alle tider af døgnet. Bare det at vide, at du var der, gjorde at jeg ikke behøvede at ringe mere end højst nødvendigt.

- Jeg havde mange skift af sagsbehandlere, men du var stabil og kendte min historie.

- Det at forberede møder på kommunen, var meget betryggende og rart, og kom der noget uforudset, var jeg stærkere og roligere da du sad ved siden af mig. Du mindede mig også på, hvis der var noget jeg glemte.

- Det var altid godt at snakke om det bagefter.

- Du hjalp mig ud af min ensomhedsfølelse ved at tage mig som jeg er, og til at se, at jeg er en god mor, på trods af at jeg har nogle psykiske og fysiske skavanker.

- Du viste mig nogle redskaber som jeg bruger dagligt.

- Du hjalp mig med at samarbejde med mine forældre og kommunen.

- Når alt så sort ud, havde du altid overblikket.

- Du var en som ikke er familie eller veninde, men du lyttede til mig og forstod mig.

 

AK.: - Er der noget du kunne have ønsket dig anderledes i forhold til at have en støtteperson?

D.:    - Da den yngste pige blev 18, stoppede hjælpen, men bekymringerne om hvordan det ville gå pigerne, når de skulle flytte hjemmefra, var der. Jeg kunne have ønsket mig, at ordningen kunne vare længere.

Hver anden forælder til anbragte børn får ingen støtte 

Artikel af Lærke Øland Frederiksen

Socialrådgiveren 27/4/21